Kom og vær med - Som tilskuer !

Som tilskuer på en teateraften, får man altid fornemmelsen af at være blevet godt behandlet. VAT85 er af den opfattelse at foreningens medlemmer er amatører. Men disse amatører vil anstrenge sig til det yderste, for at De som tilskuer skal befinde Dem godt når De besøger VAT85.

VAT85 sætter pris på hyggen. Derfor er vort teater opbygget som et caféteater med plads til 80 personer. Under forestillingen vil der blive serveret kaffebord ad libitum. Når forestillingen er slut, vil der altid være mulighed for at få en sludder med familie, venner og VAT'ere.

Man kan altid kende en VAT'er på "uniformeringen", så hvis De under forestillingen måtte mangle noget, så meddel dette til et medlem af foreningen, og Deres ønske er lov.

Lørdagsforestillingen står altid i festens tegn. Således vil denne aften som regel starte omkring klokken 18:00, hvor tag selv bordet sammen med vinen, danner rammen om en hyggelig aften. Når maverne er mættede og kaffen er serveret begynder forestillingen. Aftenen byder ligeledes på lotteri med spøjse indslag fra såvel scene som publikum. Der sluttes af med dans til levende musik, hvor benmusklerne trænes op til samme standard som lattermusklerne har opnået.

Alle forestillinger bliver annonceret forud i de lokale medier, tillige med annoncering i Veksø by, og billetter kan købes på forhånd. På denne måde er De garanteret en siddeplads, og undgår således at gå forgæves.

Det er vores erfaring at man på en teateraften lærer hinanden lidt bedre at kende, hvilket er noget ARTE ikke er i stand til at byde på. Og hvem ved: måske er det Deres nabo som står på scenen.